Børn har også krav på en bistandsadvokat

Bistandsadvokaten

Det er altid en meget voldsom oplevelse at være offer for en forbrydelse, hvilket i særdeleshed også gør sig gældende, når man samtidig er et barn.

Forbrydelser mod børn

Børn, der har været udsat for en forbrydelse, har også krav på at få beskikket en bistandsadvokat til at varetage sine interesser i forbindelse med sagen. Dette sker ofte i tæt relation med barnets forældre – naturligvis under forudsætning af, at den pågældende sag ikke drejer sig om en situation, hvor forældrene er tiltalt i sagen.

Videoafhøring af børn

Når politiet har modtaget en anmeldelse, der betyder, at et barn eller en ung skal afhøres som vidne i forbindelse med sagen, skal politiet snarest – i samråd med anklageren – tage stilling til, om barnet/den unge skal videoafhøres.

En videoafhøring er en struktureret samtale med et barn, der har til hensigt at opnå detaljeret information omkring en begivenhed, som barnet har oplevet eller været vidne til.

Videoafhøringer udføres af politiets særligt uddannede videoafhørere og de foregår i Børnehusets særligt indrettede videorum. Formålet med en videoafhøring er at sikre en troværdig, sandfærdig og uforbeholden og uhindret forklaring. Videoen optages og kan afspilles i retten på et senere tidspunkt.

Beslutning om videoafhøring af børn

En beslutning om videoafhøring træffes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der skal tages udgangspunkt i barnets alder og den formodede overtrædelses art.

Der er forskellige betingelser for videoafhøring afhængig af barnets alder:

– Børn under 13 år skal som udgangspunkt videoafhøres.

– Børn i alderen 13–14 år kan altid videoafhøres, når sagen vedrører seksualforbrydelser, incest eller familievold.

– Øvrige børn og unge under 18 år kan, hvis der er særligt tungtvejende hensyn til at beskytte barnet/den unge, videoafhøres.

Bistandsadvokatens tilstedeværelse

Bistandsadvokaten vil typisk være til stede ved en sådan videoafhøring af barnet, og vil i samme forbindelse også få lejlighed til at stille barnet spørgsmål.

Udover bistandsadvokaten vil der være en række andre personer til stede – herunder blandt andet forsvareren for den/de tiltalte, de sociale myndigheder, den sagsbehandlende politimand, anklageren, samt en ”tryghedsskabende person” og/eller en børnesagkyndig (hvis nødvendigt).

Har dit barn været udsat for en forbrydelse?

Hvis dit barn har være udsat for en forbrydelse eller har du spørgsmål til ovenstående, så er du altid velkommen til at tage kontakt til mig helt uforpligtende og gratis. Jeg har mange års erfaring som bistandsadvokat, og står klar til at hjælpe dig og dit barn med jeres sag. Du kan finde min kontaktoplysning her og læse mere om min profil som bistandsadvokat.

Advokat Jeppe Ravn

– Stud.jur. ved DELACOUR Advokatfirma i 2006-2010

– Færdigddannet cand. jur fra Aarhus Universitet i 2011

– Advokatfuldmægtig ved DELACOUR Advokatfirma 2011-2012

– Advokatfuldmægtig og Advokat ved Smith Knudsen Advokatfirma
– 2012-2016

– Advokat hos advokatpartnerselskabet Bjerre, Ravn og Bjerre siden 2016.

Jeppe Ravn

Seneste blogindlæg