Hvordan foregår en straffesag?

Hvis der bliver rejst tiltale af politiet mod din formoede gerningsmand, vil sagen ende i retten. Som offer for forbrydelsen vil du her ofte skulle vidne under retssagen. Som din bistandsadvokat rådgiver og forklarer jeg dig altid om sagens forløb inden, så du er bedst mulig forberedt og har en fornemmelse af, hvad der skal ske. Jeg er desuden med dig i retten, hvor jeg blandt andet hjælper dig med at søge erstatning.

Vidne uden gerningsmandens tilstedeværelse

Hvis du ønsker, at gerningsmanden ikke skal være tilstede i retssalen, imens du vidner, vil du i enkelte tilfælde være berettiget til at få gerningsmanden ført ud af lokalet under din forklaring, hvilket jeg vil hjælpe dig med. Du kan læse mere om gerningsmandens tilstedeværelse under en retssag her.

Straffesagens forløb

Hvis du ikke før har haft indsigt i, hvordan en straffesag i retten forløber, kan det være rart at få en fornemmelse af dette inden. Her giver jeg dig et overordnet overblik over, hvordan en straffesag typisk foregår.

Anmeldelse (og efterforskning)

Hvis du har været udsat for en forbrydelse, er det altid en god idé at anmelde det til politiet så hurtigt som muligt. Du kan vælge at møde op personligt på politistationen, ringe eller sende en mail. Dog kan anmeldelsen også finde sted direkte på gerningsstedet. I mindre sager f.eks. ved tyveri kan anmeldelse ske via politiets hjemmeside. Det kan være vigtigt at anmelde en sag til politiet, da det ellers kan have betydning for din mulighed for at søge offererstatning senere. Her gælder det, at forbrydelsen skal anmeldes inden for 72 timer i sager omhandlende vold (gælder ikke ved voldtægt og seksualforbrydelser). Efter en sag er anmeldt begynder politiet sin efterforskning, hvilket blandt andet indebærer afhøringer, undersøgelse af tekniske spor, gennemgang af videoovervågning mm

Politiet opgiver sagen

I nogle tilfælde vurderer politiet at sagen ikke skal viderebehandles. Dette hvis sagens forhold ikke er strafbart, gerningsmanden ikke kan findes, eller der ikke kan findes tilstrækkeligt med spor og beviser.

Tiltale

Hvis anklagemyndigheden finder sagens beviser nyttige i forhold til at kunne få gerningsmanden dømt rejser anklagemyndigheden tiltale. Dette betyder at sagen sendes videre til retten i form af et anklageskrift, hvori der foreligger beskrivelse af sagens strafbare element(er). Yderligere betyder det, at sigtede i sagen nu er tiltalt. Hernæst fastlægger retten tidspunktet for retsmødet (sagen berammes), hvortil sagens omhandlende personer indkaldes.
Hvis anklagemyndigheden ikke rejser tiltale, kan sagen afsluttes uden en retssag med et tiltalefrafald, en bøde eller på anden vis. Det er muligt at klage over anklagemyndighedens beslutning, hvilket jeg som bistandsadvokat også kan hjælpe dig med.

Retssag

Er sagen sendt til retten behandles den ved det fastlagte retsmøde (også kaldt hovedforhandlingen). Sagen starter altid i en af landets byretter, hvor retssagens gang indbefatter oplæsning af anklageskrift, afhøring af den tiltalte samt vidner, afsluttende bemærkninger fra anklager og forsvarer (procedure), dommervotering og til slut eventuel domsafsigelse eller information om hvornår denne finder sted.

Dom

Når der falder dom i en sag, har retten fundet frem til en afgørelse. Det er forskelligt, om dommen afsiges på selve dagen for retssagen eller på et senere tidspunkt. Afsiges dommen først nogle dage efter, kan du som offer altid ringe til retten og få besked om afgørelsen. Efter dommen er afsagt, er der mulighed for at anke sagen til landsretten. Det er dog kun anklagemyndigheden og tiltalte der har mulighed for dette.

Efter dommen

Når dommen fra byretten er afsagt, vil du altid få besked såfremt dommen efterfølgende ankes til landsretten, samt om du eventuelt indkaldes som vidne hertil. Du har også mulighed for at få en kopi af dommen, når denne er afsluttet.

På anklagemyndighedens hjemmesiden kan du også læse en forklaring omkring, hvordan en straffesag forløber. Desuden finder du en lang række andre informationer, som kan være nyttige til dig som enten vidne, offer eller sigtet i en straffesag.

Spørgsmål

Hvis ovenstående har givet anledning til spørgsmål eller har du brug for hjælp til en konkret sag, så tøv ikke med at at kontakte mig. Du finder kontaktoplysninger her.

Advokat Jeppe Ravn

– Stud.jur. ved DELACOUR Advokatfirma i 2006-2010

– Færdigddannet cand. jur fra Aarhus Universitet i 2011

– Advokatfuldmægtig ved DELACOUR Advokatfirma 2011-2012

– Advokatfuldmægtig og Advokat ved Smith Knudsen Advokatfirma
– 2012-2016

– Advokat hos advokatpartnerselskabet Bjerre, Ravn og Bjerre siden 2016.

Jeppe Ravn

Seneste blogindlæg